Livet på Vejstrupgaard i 1950’erne

Forfatter: Hans Harald Halberg
 
Min bror og jeg flyttede til Vejstrupgaard i 1949 da vores moder blev gift med forpagter Poul Erik Christiansen på Vejstrupgaard.

Det var en stor omvæltning for min bror og jeg at komme fra et villakvarter i Svendborg til livet på landet, men en dejlig og positiv omvæltning.

Vejstrupgaard var jo dengang en lille landsby i landsbyen med mange mennesker tilknyttet og med masser af dyr.

Vi flyttede ind i den daværende forpagterbolig (nedrevet I 1980’erne) der udover vor familie på 4 personer også rummede bolig for en forvalter samt tre køkken/stuepiger. Set med nutidens øjne var det trange forhold og uden den store komfort. Opvarmning var med kakkelovnsvarme, og det store brændekomfur i køkkenet sørgede for madlavningen. Der var kun varmt vand i vore forældres badeværelse, øvrige værelser måtte nøjes med vaskekumme eller servante.

I hovedbygningen boede Poul Christiansen’s forældre, Peder og Dorthea Christiansen, samt en køkken/stuepige.

Nede i baggården i et hyggeligt bindingsværkshus boede fodermesteren og hans husbestyrerinde. I længen med hestestald og garage boede staldkarlen, Kaj, samt 4-5 karle med tre i hvert karlekammer.

Derudover hørte 5 huse til Vejstrupgaard.

I huset ved kirken (nu Egemosevej …..) boede familierne

Szustykiewicz. Forældrene Johan og Marie i den ene del af huset og sønnen Stanislav med sin kone Ellen Iiden anden del. Johan havde været ansat ved Vejstrupgaard i rigtig mange år og var den ældste og mest erfarne og både han og hans søn var begge traktorførere.

I huset ved Landevejen (nu Landevejen 10) boede også to familier, I den ene ende Børge og sin familie og i den anden Knud med sin familie. Både Børge og Knud var husmænd og fastansat på Vejstrupgaard.

I Lille Mølle var der to huse under Vejstrupgaard, i det ene, bindingsværkshuset, boede gårdens gartner med sin familie og i det andet (nu nedbrændt) boede der to familier, hvis mænd var beskæftigede i kostalden.

Det sidste hus lå ret langt fra Vejstrupgaard i skoven Dyrehaven (nu frasolgt) tæt ved Klingstrupskovene, I det hus boede skovfogeden.

Poul Christiansen forpagtede landbrugsjorden af sin far, den gamle godsejer Peder Christiansen drev skovene.

Det var menneskene tilknyttet i det daglige til Vejstrupgaard derudover kom daglejere der fik beskæftigelse i de perioder hvor det var nødvendigt.

Så var der dyrene.

I kostalden og i diverse kalveskure var der totalt ca. 150 stk. kvæg, malkekvæg, kvier, ungkreaturer og kalve. I svinestaldene var der ca. 180 svin, fra søer, til fedesvin og smågrise. I hestestalden var der tre spand heste, en ridehest og senere den lille islænder som vi børn fik forærende af vore forældre i julegave. Desuden naturligvis høns og ænder.

Der var liv på Vejstrupgaard dengang, og en vidunderlig tumleplads for to små drenge. Der skete noget hele tiden, fra tidlig morgen, når arbejdet gik i gang i kostalden med malkning, og jeg så mælkebilen der kom og hentede mælkejunger fra kostalden, når jeg var på vej i skole om morgenen, jeg skulle med toget til Svendborg, det kørte fra Vejstrup station kl. 07:10, og det var en lang gåtur op gennem Rønnebæralleen, og videre af det der nu hedder Egemosevej til stationsbygningen, der heldigvis altid var dejligt opvarmet fra en stor kakkelovn i venteværelset.

Klokken syv ringede forvalteren på gårdens klokke for at tilkendegive at arbejdsdagen på Vejstrupgaard var begyndt for gårdens andre folk. De var mødt op i hestestalden for at modtage dagens arbejds opgaver. Spandene af de store jyske arbejdsheste blev belagt med seletøj og trukket ud på gårdspladsen hvor de blev vandet fra det store vandtrug der stod der. Senere blev de spændt for de gamle kassevogne med træhjul som rumlede afsted til markerne. Det var før en del af hestenes arbejdsopgaver blev erstattet af datidens nyeste påfund – en traktor – et monstrum af jern, alt var af jern selv hjulene, den rumlede og støjede – og osede, det var kun gårdens senior medarbejder, Johan, der måtte køre den. Senere kom en anden ny ting til gården – gummivogne – jeg kunne dengang ikke forstå hvad man mente med en gummivogn, men fandt efterhånden ud af at det blot betød en kassevogn – med gummihjul !

Dyrene blev fodret i løbet af dagen, man kunne altid høre når der blev fodret i grisestalden en overdøvene larm fra de skrigende sultne grise, om sommeren blev malkekøerne, efter malkning drevet på græs.

Arbejdsdagen blev afbrudt midt på dagen med frokost, de af gårdens folk, der boede på gården fik deres frokost serveret i deres spisestue i forpagterboligen, der var tid til et kort hvil indtil forvalteren igen slog på klokken kl 13, og arbejdsdagen fortsatte indtil aften. Hestespandene blev ført op til Skylledammen ved siden af alleen den ses i dag tæt på Alderdomshjemmet, hvor de fik skyllet deres hove i vandet inden de blev sat på stald.

Der var visse perioder i løbet af året hvor der var særlig aktivitet på Vejstrupgaard, det var om foråret når sukkerroerne skulle hakkes, hvor alle der kunne blev udstyret med et hakkejern, og fik tildelt et antal rækker der skulle hakkes. Alle hjalp til også folkenes koner og deres voksne børn der således kunne tjene en ekstra skilling på akkordarbejde med roehakning.

Høsttiden var årets største begivenhed gården summede af liv, selve høsten foregik med datidens seneste påfund – en selvbinder, trukket af det bedste spand heste. Bagved gik gårdens folk både mænd og kvinder og hjalp med til at sætte negene i stak Det var en langsommelig proces at høste dengang, og intet måtte gå til spilde. Vi drenge fik også lov til at hjælpe, vi fik lov til at hesterive. Udstyret med gårdens fredeligste heste blev vi sendt afsted ved daggry, medens duggen stadig lå, med hesteriverne for at rive de afhøstede marker for løse strå. Vi var så små dengang at vi knap kunne nå op til hestenes hovedtøj.

Senere når kornet var tørret og modnet skulle det køres til lade, og igen var alle i gang, alt hvad der kunne krybe og gå, hjalp til med at få de topladede vogne fra markerne ind til den store lade på Vejstrupgaard hvor kornet blev stuvet til senere tærskning.

Efterårets største oplevelse var den årlige klapjagt, den dag fik vi drenge lov til at bede fri fra skole så vi kunne være med. Gæsterne begyndte allerede at komme aftenen før, der var middag og selskabelighed i vore forældres hjem, og om morgenen kl. 9 blev jagten blæst ind. Gårdens folk havde pyntet de bedste gummivogne med gran og opsat bænke, så jægerne kunne køres ud på deres poster, en speciel hestevogn kørt af gårdens forvalter havde som opgave at opsamle den nedskudte vildt og føre regnskab med hvad der var blevet nedlagt. Klapperne var blevet udskrevet fra Øster Åby Friskole, hvor de ældste drenge havde fået dagen fri til at agere klappere, gårdens folk sørgede for at klapperne holdt linierne og ikke gik udenom krat og brombær! Der var frokost midt på dagen, hvor klapperne spiste deres medbragte mad, og som en cadeau blev beværtet med wienerbrød fra bageriet i Vejstrup. Hen på eftermiddagen, når jagten var forbi, var der vildtparade, hvor alle deltog, og hvor klapperne hver fik overrakt en blank tokrone!

Når man tænker tilbage på sin barndom synes det som om vinterne dengang var meget strengere end nu, med masser af sne! Jeg synes at huske at Svendborg-Nyborg toget kørte fast i snedriver her i Vejstrup, og at vi ikke kunne komme i skole, og jeg husker at vi blev sendt hjem fra skole før tiden, når der var fare for at toget ikke kunne komme frem på grund af snefald og fygning. Vejstrupgaard havde dengang byens største sneplove, og var således udpeget som snefoged i Vejstrup. Sneplovene var store og lavet af solidt træ. Sneplovene blev trukket af op til to spand heste, men ofte var driverne så store at sneplovene ikke kunne komme igennem, og at sneen måtte kastes med håndkraft.

Årstidernes større begivenheder eller ej, der skete altid noget på Vejstrupgaard, som vi drenge oplevede og deltog i. Hønsene fik kyllinger, der blev født kalve i kostalden, og grise i svinestalden, køerne kom på græs om foråret og var ellevilde efter flere måneder i stalden, kvier brød igennem hegnet og skulle indfanges. Vi byggede huler i halmen på lofter og i laden, det føltes som om vi slet ikke havde tid til at gå i skole!

Vi deltog, meget imod vores vilje, når der blev slagtet grise til hjemmebrug, den årlige ko blev slagtet i bilgaragen, og kødet skåret ud af fodermesteren. Dengang havde vi ikke hjemmefryser, så kødet blev omhyggeligt indpakket og forsynet med mærkater og anbragt i Vejstrupgaards fryseboks på Svendborg Mejeri. Det vi havde mest afsky for i forbindelse med slagtningen, var når blodet skulle tappes af grisen og under kraftig omrøring blev bragt til køkkenet for at ende op som blodbudding, der blev serveret til aftensmaden.

Vi havde en meget stor køkkenhave der forsynede gården med alle slags grøntsager, og når bærsæsonen var på sit højeste var vi drenge jo ikke til at drive væk fra jordbær, hindbær og kirsebær, det var det rene slaraffenland.

Da vores søster og lillebror meldte deres ankomst blev det nødvendigt at udvide forpagterboligen, det gav mere plads, og samtidig også lejligheden til at indføre forbedringer, husker stadig tydeligt da smed Rasmussen fra Vejstrup indlagde flaskegas i køkkenet – det var et stort fremskridt i begyndelsen af halvtredserne.

Dengang da vi drenge tumlede omkring på Vejstrupgaard kunne vi ikke vide, at vi i fremtiden ville ende op i vort gamle barndomshjem med min bror som ejer og jeg som lejer af den gamle fodermesterbolig i bindingsværksbygningen i baggården, og vores yngste bror som ejer af Vejstrup Vandmølle.

Der er sket mange ændringer på Vejstrupgaard i de forløbne år, mange af de gamle bygninger er revet ned, andre er blevet vedligeholdt og sat i god stand, dyrene er væk, der er mere stille på Vejstrupgaard nu, men gården summer stadig af liv men nu er det sidste nye indenfor landbrugteknik og maskineri der er med til at gøre gården til et topmoderne og effektivt landbrug, der gør Vejstrupgaard til et værdigt og imposant vartegn for den landsby, hvis navn den bærer.


 
Vejstrupborger.dk vedligeholdes af Vejstrup Borgerforening og forsamlingshuset

Dette website inkl. CMS systemet Web123 er sponseret af Knappe & Kragh ApS